Kontakt os

Pressematerialer

Pressemeddelelse

Foto: Nina Vad Holtum

NINA-for-web

 

 

Forside: Konservatoren

 Nina Vad Holtum - Konservatoren


 

Ny bog: Hvordan kan pæne mennesker leve videre efter et mord?

Trofaste læsere af Ikonen, skrevet af Nina Vad Holtum, kan nu glæde sig til, at to´eren Konservatoren udkommer. Da vi sagde farvel til hovedpersonen Lærke Lind, havde hun lige slået sin eksmand ihjel. Nu følger vi, hvordan hun lever videre efter mordet, og om hun bliver straffet.

I modsætning til mange andre mordere i romaner er Lærke Lind et ordentligt og sympatisk menneske. Derfor fik læserne et chok, da den kvinde, de identificerede sig så meget med, blev morder. Og læsernes mange spørgsmål om, hvad der skete med Lærke efter mordet, er grunden til, at forfatter Nina Vad Holtum nu har skrevet efterfølgeren.

”Jeg skrev den første roman i kølvandet på min egen skilsmisse, for jeg tror ikke på lykkelige skilsmisser, og jeg synes, der er alt for meget fokus på det pæne. Vi skal være så gode, anstændige og tilgivende, at der ikke er plads til også at vise de negative og grimme følelser. Og for mange er det bare et kæmpe nederlag at blive skilt. Mange kvinder kan se sig selv i Lærke. Derfor har jeg fået så mange henvendelser fra læsere, der enten blev forarget eller begejstrede over, at hun slog sin eksmand ihjel, og som gerne vil vide, hvordan Lærke kan og vil leve videre bagefter”, fortæller hun.

Romanen er en domestic noir, en nyere subgenre til krimien, og udkommer lørdag den 12. marts 2016. Dagen, hvor Krimimessen i Horsens begynder. Søndag den 13 marts klokken 11.40 interviewes Nina Vad Holtum af Jannik Lunn på messens sorte scene.

Du er velkomne til at kontakte os og få et anmeldereksemplar.

Fakta:

Konservatoren udkommer på Clausen Publishing den 12. marts.
ISBN: 978-87-997258-1-6
Bogen har 314 sider og koster 249 kroner. (NBC)

Den kan købes hos boghandlere, internet boghandlere og hos forlaget.

Forsidefoto kan hentes her: http://clausenpublishing.dk/Konservatoren-forside.jpg

Om forfatteren:

Nina Vad Holtum er 56 år og arbejder ved siden af forfatterskabet som kommunikationskonsulent. Hun debuterede med Ikonen, forløberen til Konservatoren, i 2014.

Pressefoto af Nina Vad Holtum kan hentes her: http://clausenpublishing.dk/NINA-04.jpg


Forfattertekst:

Nina Vad Holtum, født i 1959, har rødder i en kunstnerisk familie i Nordjylland. Hun arbejder som coach og kommunikationskonsulent og har desuden været med til at arrangere en udstilling om Leonardo da Vinci.

Nina Vad Holtum debuterede i 2014 med den anmelderroste roman Ikonen om konservator Lærke Lind. Konservatoren er hendes anden roman om Lærke Lind.


 

Bagsidetekst

Konservator Lærke Lind har succes med sit arbejde både hjemme og i udlandet efter sin opdagelse af en sjælden russisk ikon.

Hun har sværere ved at få sit personlige liv til at fungere. Hun plages stadig af sine indre dæmoner, efter at hun for lidt mere end to år siden slog sin utro mand ihjel og slap godt fra det.

Lærke er blevet kæreste med sin gamle studiekammerat Mik og skal vænne sig til, at det mangeårige venskab nu er afløst af et kærlighedsforhold.

Da Mik af en kvindelig kollega bliver inviteret til Athen for at identificere en gammel græsk ikon, bliver Lærke usikker på, om der er mere end arbejde mellem de to.

Samtidig bryder hendes uforløste følelser og angst for, at mordet bliver opdaget, ud igen, da hendes afdøde mands kæreste, Camilla, dukker op og begynder at forfølge og true Lærke og hendes familie.

 Konservatoren er en selvstændig opfølger til romanen Ikonen (2014).


 

Forside: Ikonen Ikonen udkast3.jpg-for-web-normal

Om Ikonen skrev anmelderne:

”Ikonen er ikke bare en skilsmisseroman om en kvinde i krise og hendes forsøg på at overleve sit livs nederlag, det er også en fascinerende spændingsroman, hvor man både mærker historiens vingesus, og hvor mennesker bliver myrdet, inden det hele ender med en højst overraskende finale.”

www.bogpusheren.dk

”Der er lagt et kæmpe arbejde i det kunstneriske aspekt i bogen, og det medfører at man virkelig fornemmer Lærkes passion for sit arbejde. […] Da jeg var færdig med bogen, tænkte jeg at den er en blanding af forskellige genrer. Der er lidt Dan Brown i, der er lidt Kvinden der forsvandt. […] En ganske fortrinlig og fængslende fortælling med mange forskellige facetter, der vil være noget for enhver smag!”

www.forestillingomparadis.blogspot.dk

”Bogen er skruet rigtig godt sammen og er meget underholdende. Forfatteren formår at holde handlingen i gang hele bogen igennem og man sidder nærmest på skødet af Lærke det meste af bogen.”

www.bogfidusen.dk

Denne bog er fuld af overraskelser, og lige når man tror, at man har styr på hvad Lærke tænker, overrasker hun én. Holtum skriver utrolig godt og jeg håber, at der kommer en fortsættelse med Lærke i hovedrollen. (…) bestemt ikke den sidste af Holtum, som jeg vil læse fremover.

Fra bloggen ”ord fra en bibliofil”

”Bogen er velskrevet, og hele temaet omkring ikonerne virker gennemarbejdet, og som læser får man lyst til at vide mere. Lærkes rejse for at finde ud af historien bag det usædvanlige ikon er spændende og fint flettet ind i fortællingen.”

www.bogblogger.dk